Klik her for at genfinde kaffebarsintroen

Sørensens kaffebar

Jyllingevej 16 · 2720 Vanløse
Klik her for at genfinde kaffebarsintroen

Sørensens kaffebar på hjørnet af Jyllingevej og Egelykkevej. I forgrunden bag
   plankeværket ses den lille gårdhave Den anden af Vanløses to kaffebarer findes på hjørnet af Jyllingevej og Egelykkevej. Navnet er Sørensens kaffebar og er et større sted, idet den består af tre rum samt en gårdhave. Det første rum, man som besøgende træder ind i, er belagt med et imiteret klinkegulv af linolium. Loftet derimod er den ægte vare i form af et klassisk kvadratinddelt hvidt glasloft. Her bestiller man sin mad. I det andet rum er loftet rødt og væggene træbeklædte. Her lægger man dog især mærke til en gammel remtrukken kaffemølle, der også kan iagttages fra gaden, idet den prydfuldt står opstillet i butiksvinduet. Inde i det tredie rum står spilleautomaten. Er det godt vejr, kan man indtage føden i den lille gårdhave (der dog vender ud mod Jyllingevej). Her sørger en samling sammenhørende borde og bænke i klassisk rastepladsdesign for bekvemmeligheden.

Inden man sætter sig hen til de med ternede voksduge beklædte spiseborde, skal det svære menuvalg dog træffes. Og svært er det, for der er meget at vælge imellem. Mange forskellige slags smørrebrød og mange lune retter. Af sidstnævnte kan i flæng nævnes: Hakkebøf m. sovs og kartofler + spejlæg, æggekage m. bacon, biksemad m. spejlæg, rosbøf m. spejlæg eller kartoffelsalat, fiskefilet, lune deller m.m. For at gøre lyksaligheden endnu større er det her muligt at få en Jolly Cola.

Skulle nogle af de besøgende, der tæller både håndværkere og taxachaufører, have lyst til lidt læsestof under indtagelsen af morgenmad og frokost, er der gode muligheder. Denne kaffebar stiller nemlig et større udvalg af aviser og ugeblade til rådighed for sine gæster - bl.a. er der her mulighed for at studere det seneste nummer af "Ugens Rapport".

Besøgt: 8. juli 1998

En kaffebar med noget for enhver smag

Rasmussens kulinariske hjemmeside Tilbage til PinkDildos hjemmeside