the IJ-X Homopage

HISTORIEN

I efteråret 1985 meldte jeg [ Henrik Hannibal ] mig selv ud af bandet...De andre [ i IJ-X ] fik fat i "svenskerne": Lasse og Stålhår - begge fra Beneath Contempt, som vi havde optrådt med til bl.a. Dada-koncerten. IJ-X'erne mente at drengene spillede svensk guitarrock, og derfor fik de deres fælles øgenavn.

Problemet med dem var, at de faktisk kunne spille - men mest var til klassisk rock a'la George Thorogood - og selvom de gjorde deres bedste for at lyde dårligt, lykkedes det ikke at camouflere deres evner.

Det hele blev pludselig "pænt" og organiseret, faktisk lød IJ-X en gang i mellem som Rolling Stones, hvis de havde været et heavyband. Selvfølgelig gik fansene amok. På en optagelse fra denne konstellations koncert i det besatte Musikmekanisk Museum, råber folk hele tiden "Hippieband!". I øvrigt noget af det mest afslappede det ekstra aggressive publikum råbte, og på et tidspunkt endte Simon i slagsmål med en fyr, der havde smidt en smøreost hovedet på ham.

Det blev til endnu en koncert, denne gang i Barbue, før svenskerne havde fået nok. De skred, men efterlod sig flere hits, bl.a. (I'm not an) Alcholic og Yes, I love to drive. I marts 86 vendte jeg [ Henrik Hannibal ]så tilbage, og vi fik også (Jensens bror) Johan med.

Lasse "svensker": - " kan huske Musikmekanisk... Simon havde forskanset sig ude i karnappen bag trommesættet. Vi havde et ok sanganlæg med, så vi skruede bare op for baggearet og blæste dem mod væggen...Og det var Polixes forstærkere vi brugte - den mand havde forstærkere som vi andre havde ubetalte regninger den gang. Henrik Føhns var henne for at checke vores støjpedaler på spaderne: "Hvad er dog det for en mærkelig pedal den der?", snakkede med Frede bagefter. Han syntes vi var begyndt at blive svenskrockpåvirkede: "Hvad helvede - spiller I heavyrocktrioler indover nu?" Men jo flere larmende guitarer jo bedre, har altid været mit motto.